Dokument Oprettet 30082011 Sag 182010900 Dok 39900 JEF/mol/kft Se

dokument oprettet 30-08-2011 sag 18-2010-900, dok. 39900 jef/mol/kft se også notat med pejlemærker for befordringsområdet: http://www.h

Dokument oprettet 30-08-2011
Sag 18-2010-900, dok. 39900 JEF/mol/kft
Se også notat med pejlemærker for befordringsområdet:
http://www.handicap.dk/dokumenter/politikpapirer/pejlemaerker-for-dhs-politiske-arbejde-paa-befordringsomraadet/worddocument_view
Politikpapir vedrørende ret til befordring
==========================================
Hvorfor en befordringspolitik?
Med dette politikpapir ønsker Danske Handicaporganisationer (DH) at
sætte fokus på personer med handicap og ret til befordring, og dermed
blive en mere synlig og aktiv aktør i den politiske debat på området.
Retten til at bestemme over eget liv indbefatter mobilitet. For DH er
den overordnede politiske målsætning at sikre personer med handicap de
samme muligheder og rettigheder, som alle andre. Alt andet vil være at
begrænse den personlige frihed og dermed muligheden for en aktiv
deltagelse i samfundet. Mobilitet og befordring hænger sammen, og
samfundets evne til at skabe en infrastruktur og anvende
transportmidler, som alle har mulighed for at benytte, er derfor
afgørende. Både i form af en velfungerende, sammenhængende og
tilgængelig kollektiv trafik, og i form af individuelle løsninger.
DH’s befordringspolitik tager udgangspunkt i tre grundlæggende
principper: Uafhængighed, spontanitet og kompensation.
Princippet om uafhængighed skal sikre, at flest muligt kan bevæge sig
fra A til B på egen hånd uden at være afhængig af andre. Jo større
grad af uafhængighed, desto større grad af fri mobilitet.
Princippet om spontanitet skal sikre, at rejsende med handicap ikke
stilles ringere end andre passagerer i forhold til at kunne tage
kollektiv transport spontant. Alle barrierer, som for eksempel
bestillingsfrister for at kunne få assistance, og krav om bestemte
mødetidspunkter, begrænser spontaniteten og skal på sigt afskaffes.
Sammenhængen mellem forskellige transportoperatørers køreplaner, og
gode forbindelser i både byer og i landområder, er især for personer
med handicap en vigtig forudsætning, da mange ikke uden videre kan
vælge alternative transportformer.
Princippet om kompensation omfatter de individuelle løsninger og
ordninger, der kan være nødvendige som følge af den enkeltes
funktionsnedsættelse, og skal dække de nødvendige merudgifter,
rejsende kan have som følge af handicappet. Kompensationsprincippet er
at skabe lige muligheder og et så lige udgangspunkt som muligt, og er
ikke privilegier eller positiv særbehandling. Det er afhjælpning af et
ulige udgangspunkt.
Principperne kan tillægges forskellig vægt og skal i praksis udmøntes
i initiativer tilpasset forskellige grupper og enkeltpersoner med
handicap. For nogle er den fysiske tilgængelighed en barriere, for
andre er det mangel på kommunikation og information før og under
rejsen. For nogle er kompenserende ordninger som handicapbil og
individuelle befordringstilbud nødvendige, uanset hvor højt et
tilgængelighedsniveau den kollektive trafik ligger på. Andre kan uden
problemer eller med hjælpemidler rejse på egen hånd, og nogen vil have
forskelligt kompensationsbehov alt efter situation og rejseform.
Pointen er, at personer med handicap har meget forskellige behov, der
skal respekteres og opfattes ligeværdigt og individuelt. For
handicaporganisationerne er det afgørende, at infrastrukturen og
transportmidlerne kan rumme denne mangfoldighed og forskellighed. Det
er en samfundsmæssig forpligtelse og en kollektiv opgave at sikre
samme ret til befordring for alle. Det kan ikke pålægges mindretallet,
der på grund af handicap har andre behov og udfordringer end
flertallet.
Rettigheder og lovgivning
Danmark har ratificeret FN's konvention om rettigheder for personer
med handicap. For DH er det afgørende, at konventionen implementeres i
lovgivningen for at kunne bruges som løftestang til at fremme de tre
principper; uafhængighed, spontanitet og kompensation. Tilgængelighed
fremhæves i konventionens artikel 9 og pålægger regeringerne at træffe
passende foranstaltninger, for at sikre personer med handicap
tilgængelighed på lige fod med andre til de fysiske omgivelser,
transportmidler, information og kommunikation.
Men også andre artikler i handicapkonventionen har relevans for
befordringsområdet. Eksempelvis artikel 2, der henviser til en række
centrale definitioner; artikel 19 vedrører retten til et selvstændigt
liv og til at være inkluderet i samfundet; artikel 20 omhandler
personlig mobilitet; artikel 29 om deltagelse i det politiske og
offentlige liv; artikel 30 om deltagelse i kulturlivet, rekreative
tilbud, fritidsaktiviteter og idræt m.v.
Dansk handicappolitik har hidtil baseret sig på "de gode viljers vej".
Det har bragt os et stykke. Men personer med handicap oplever fortsat
at blive udsat for diskrimination som følge af holdninger, uvidenhed,
manglende tilgængelighed og kompensation eller andre former for
barrierer. For DH er implementeringen af konventionens rettigheder
gennem lovgivning derfor måden at sikre konkrete forbedringer på
befordringsområdet, der inden for rimelig tid skal nedbryde
eksisterende barrierer og forhindre kommende barrierer, som leder til
diskrimination.
Det er DH’s forventning, at regeringen pålægger myndighederne
(ministerier og styrelser) opgaven i forhold til at gennemgå
eksisterende lovgivning og konkret vurdere, hvorvidt denne er i
overensstemmelse med konventionens principper og artikler.
I et europæisk perspektiv er DH’s tilgang også rettighedsbaseret. EU’s
ratifikation af handicapkonventionen (med gyldighed fra 22. januar
2011) forventes at have indflydelse på Kommissionens arbejde og
kommende initiativer på befordringsområdet. Første større tiltag fra
Kommissionen i en befordringspolitisk sammenhæng er forslaget om en
European Accessibility Act, der forventes at blive fremlagt fra
Kommissionens side i 2012.
Der er imidlertid også allerede inspiration at hente og konkrete
erfaringer at bygge videre på i EU’s passagerrettighedsforordninger,
der definerer, hvilke rettigheder passagerer har på bus-, tog-, sø- og
flyrejser. For hvert områder er der specifikke rettigheder for
passagerer med handicap.
DH skal samarbejde med den europæiske paraplyorganisation European
Disability Forum omkring den løbende opfølgning på
passagerrettighedsforordningerne. Og DH har isoleret set en konkret
opgave i forhold til at indgå i dialog med transportoperatørerne i
Danmark vedr. implementeringen af passagerrettighedsforordningerne.
Standardisering
Standardisering er nødvendigt for at sikre sammenhængende, ensartede
løsninger, både nationalt og på tværs af landegrænser. For DH er
standardisering vigtigt for at opnå lige adgang og ret til befordring,
men også vigtigt med henblik på at få forskellige behov til at mødes
på tværs af forskellige målgruppers behov.
Standardisering giver også mulighed for at indsamle informationer til
gavn for personer med handicap, således det bliver muligt at vælge
bestemte transportoperatører til eller fra ud fra egne behov.
DH mener, at handicaporganisationerne skal inddrages i
standardiseringsarbejdet. Det gælder både i nationale og i
internationale standardiseringsorganer. Der skal altid arbejdes med
ligeværdighed i forhold til repræsentation og muligheder for at øve
indflydelse, herunder den nødvendige økonomi til at dække omkostninger
forbundet med en aktiv deltagelse.
Det er ligeledes afgørende, at standarderne efterfølgende
implementeres og anvendes i praksis, eksempelvis i forbindelse med
offentlige udbud, så de nødvendige krav fra starten kan sikre
tilgængeligheden og er medtænkt i arkitektur og design.
DH mener, at der i aktuelle og kommende infrastrukturinvesteringer i
Danmark skal sættes fokus på tilgængelighed for personer med handicap
gennem aktiv brug af standarder og kvalificeret
tilgængelighedsrådgivning.
Klar rollefordeling og placering af ansvaret
Dansk handicappolitik bygger på sektoransvarsprincippet, hvorfor
Transportministeriet har et særligt ansvar for at sikre en effektiv og
koordineret indsats i forhold til at skabe en udbygget og
velfungerende infrastruktur, og transportmidler, der kan sikre
mobiliteten.
Regeringen har en konkret opgave i forhold til at implementere
handicapkonventionen i dansk lovgivning og afrapportere vedrørende
konventionen. På befordringsområdet ligger ansvaret hos
transportministeren og hans embedsværk. Ministeriet udgav i 2009 en
tilgængelighedspolitik, som efter DH’s opfattelse ikke formår at skabe
en sammenhæng mellem handicapkonventionen og dansk transportpolitik.
En uambitiøs tilgængelighedspolitik uden fremsyn og visioner. DH mener
derfor, der ligger en konkret opgave i at analysere lovgrundlaget, og
ikke mindst mere langsigtet planlægge, hvordan investeringer kan sikre
en progressiv udvikling på området.
Kommunerne og regionerne driver i fællesskab trafikselskaberne, der
har ansvaret for buskørsel, de individuelle kørselsordninger og
lokalbaner. På dette område skal lovgivningen stille krav om, at der
skabes sammenhæng mellem operatører og transportformer, og at der i
udbudsmateriale stilles krav om tilgængelige transportmidler,
stoppesteder og stationer, så der tages højde for alle
handicapgruppers behov for tilgængelighed.
DH skal lokalt tage del i den politiske diskussion om udviklingen af
den kollektive trafik. Dels gennem de kommunale handicapråd, der skal
høres om alle forhold, som har betydning for personer med handicap.
Dels gennem politisk interessevaretagelse i DH’s lokalafdelinger, der
har en konkret opgave i at følge med i udviklingen lokalt og markere
handicappolitiske synspunkter. De regionale trafikselskaber er primært
et tværkommunalt forum, og derfor er det helt naturligt, at
handicaprådene inddrages i den enkelte kommunes beslutninger, som har
betydning for kommunens politik.
Investeringer i infrastruktur og transportmidler skal sikre
tilgængeligheden
For den enkelte, og samfundet som helhed, er en god og effektiv
infrastruktur afgørende for mobiliteten. Investeringer i tilgængelig
infrastruktur og transportmidler er med til at sikre mobiliteten for
personer med handicap. Hvis man træffer de rigtige beslutninger, når
man investerer i nybygning, ombygning og nyt materiel, er økonomi ikke
en hindrende faktor. Der er et påviseligt behov for investeringer i en
meget stor del af den eksisterende infrastruktur, der i dag ikke er
tilgængelig for store grupper af personer med handicap. Derved
afskæres en gruppe af borgerne i Danmark fra at kunne benytte den
kollektive transport i samme omfang, som andre kan.
Rimelig tilpasning er et centralt begreb i FN’s handicapkonvention og
skal ses i forhold til den øvrige befolknings muligheder. Det skal
løbende søges at tilpasse og sikre samme adgang for alle. Økonomien er
med andre ord ikke et argument for at undlade at etablere tilgængelige
løsninger.
For DH betyder det derfor også, at samfundet løbende skal afsætte
økonomi til en opgradering af den eksisterende infrastruktur og
transportmidler. Den bedste udnyttelse af midlerne, og den største
effekt, kan sikres med en tids- og budgetopfulgt investeringsplan, der
giver en ramme for, i hvilken rækkefølge investeringerne skal
gennemføres. Det er vigtigt, at der er balance mellem investeringer i
hovedstrækninger og lokal infrastruktur. Der skal øremærkes midler til
specifikke infrastrukturprojekter, der forbedrer mobilitet og
tilgængelighed i yderområderne.
Det bør en gang for alle politisk vedtages, at der i Danmark kun
vælges transportleverandører, investeres i infrastruktur og
transportmidler, hvor de nødvendige tilgængelighedskrav er opfyldt.
Danmark kan ikke gøre det alene, men inden for rammerne af EU, hvor
udbudsdirektivet allerede sætter en ramme, og hvor det vil være muligt
at skabe et marked, hvor tilgængelighed integreres i planlægning,
design, arkitektur, tankegang og udførsel.
4