Indspark Til Socialdemokratiets Biodiversitetskonference 1 Februar 2020 Peter Harder

indspark til socialdemokratiets biodiversitetskonference 1. februar 2020 peter harder tre grundprincipper 1. tænk langsigtet! (ve

Indspark til Socialdemokratiets biodiversitetskonference 1. februar
2020
Peter Harder
Tre grundprincipper
1. Tænk langsigtet! (Vedholdenhed er afgørende hvis sårbar natur skal
sikres – grundig planlægning og holdbare virkemidler er afgørende).
2. Undgå dårlige kompromiser! (Et dårligt kompromis mellem fredning og
benyttelse er en nærliggende risiko, jf Kjeld Hansens Det store Svigt
om hvad der er gået galt i naturfredningens historie).
3. Byg på både lokale græsrødder og biologisk ekspertviden! (De lokale
græsrødder er afgørende for at forankre planer i virkeligheden,
biologisk ekspertise er nødvendig for at man definerer og når de
ønskede mål)
To strategier
Der er to tilgange til at opnå øget biodiversitet, som begge er
vigtige: beskyttelse og (bedre) benyttelse (på engelsk hhv sparing og
sharing).
Beskyttelse er afgørende for ’hotspots’ – de steder hvor sjælden og
sårbar natur stadig er koncentreret, men er truet. Her er en sørgelig
historie med dårlige kompromiser, som man kan studere i forbindelse
med Tøndermarsken: Staten betalte 60 mio i erstatning til lodsejerne,
men disse havde fortsat det afgørende ord over driften, især mht
vandstandsniveau og gødskning – med det resultat at de arter man
ønskede at frede, forsvandt, fordi hensynet til landbrugsinteresserne
i praksis overtrumfede hensynet til biodiversiteten. Konklusionen er
at områder der rummer biodiversitets-hotspots kræver beskyttelse, der
ikke konkurrerer med benyttelse, og de derfor skal ejes af staten
eller grønne fonde, ikke af ejere med interesser der er i konflikt med
biodiversitetshensyn. (Et andet område, hvor denne problemstilling er
aktuel, er Holmegaards mose ved Næstved).
En væsentlig del af en samlet plan for beskyttelses-siden kunne være
at gennemgå samtlige eksisterende fredninger og overveje hvordan man
kunne rette op på de ting der er gået galt (inspireret af Kjeld
Hansens grundige gennemgang). Det tillokkende ved en sådan strategi er
at der ved fredninger allerede er gennemført visse beskyttende
foranstaltninger, så man ikke skal starte forfra.
Bedre benyttelse er afgørende i forbindelse med den ’nære’ natur, dvs
sikringen af at der også uden for de nationale ’hotspots’ findes en så
varieret natur som muligt i områder hvor biodiversiteten skal
sameksistere med andre ting – såsom rekreative aktiviteter, græsning
af kvæg, skovdrift osv. (Lærkepletter og græsningsplaner er relevante
eksempler her).
Der findes et omfattende antal lokale initiativer, fra rent private
omlægninger til høslætlaug og græsningsordninger, rundt omkring i
landet. En del af dem klarer sig helt uden offentlig støtte, men i
andre tilfælde er der brug for rammer omkring arbejdet for at sikre at
det er langtidsholdbart. Også her er der eksempler på dårlige
kompromiser, fx ved at de udsatte græssende dyr får fodertilskud –
hvorved man saboterer muligheden for at genskabe et landskab med
naturlig balance og dertil hørende biodiversitet.
Der findes allerede visse støtteforanstaltninger, og det er ikke
muligt at give en simpel trylleformular for hvad der fra statens side
bør gøres for at sikre at man får flere sommerfugle og engblommer og
gøgeurter i den nære natur. En nærmere plan bør udformes i samarbejde
med eksisterende ordninger, hvor et afgørende moment er princip 1 om
langsigtede løsninger og vedholdenhed, så fx et kikset
generationsskifte i høslætlauget ikke betyder at mange tiårs indsat
pludselig tabes på gulvet. Her kan man fx konsultere Henrik Jørgensen
(tidligere Naturstyrelsen, nu Danmarks Naturfredningsforening), som
selv er aktiv på dette område og kan give kvalificeret input til
hvordan en offentlig indsats kunne give mest muligt udbytte.
Mht biodiversitet i skovene er der et særligt behov for gennemtænkning
af forholdet mellem benyttelse og beskyttelse.
Traditionelt har forstmæssig drift af skovene haft forrang for
biodiversitet, også i tilfælde hvor det kan kalde på undren. Et særlig
grelt eksempel er Alindelille Fredskov ved Ringsted, som er et
ekstremt hotspot for botanisk diversitet. Denne skov er blandt de
ganske få danske voksesteder for flere arter af orkideer, og det
eneste hjemsted for flueblomsten (som er interessant på flere andre
måder og kan gøre fordring på en høj prioritering mht beskyttelse).
Skoven var i en årrække ejet af Københavns Universitet, men til trods
herfor blev skoven drevet på samme måde som offentlige skovarealer
generelt, med det resultat at planten gradvis forsvandt, indtil den
blev reddet på målstregen af den driftsform med høslæt og lysning af
skoven, der blev indført efter at skoven blev overtaget af Danmarks
Naturfond.
Der er for tiden en debat om hvordan man bedst udnytter skovene mht
klima og biodiversitet, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind
på her. Mht satsningen på urørt skov er der imidlertid nogle forhold
der bør betones: (1) Det er løvskoven, der er det væsentlige; nåleskov
vil typisk antage de mørke og artsfattige tilstande, som har været
anført som et argument mod urørt skov generelt. (2) Selvom en øget
biodiversitet vil optræde hurtigt efter ophør af skovdrift med
dræning, sprøjtning og fældning, vil den fulde ’urskovs’-virkning
først indtræde af sig selv efter meget lang tid. Hvis nulevende grønne
vælgere skal have fuldt udbytte af at man stopper med den ’hårde’
skovdrift, kræves der derfor planlægning også på dette område. (3)
Omfanget er af stor betydning, jf rapporten fra Center for
Makroøkologi (Petersen m.fl. 2016), der skønner at 75.000 ha er et
godt bud på hvad der skal til for at gøre en afgørende forskel.
Urørte skove og skove der benyttes mere nænsomt på forskellige måder,
har begge berettigelse, og har forskellige biodiversitetsprofiler; man
har bl.a. erfaringer fra Bialowieza-skovene i Polen (hjemstedet for de
sidste vilde europæiske bisoner), hvoraf en mindre del er egentlig
urskov og andre dele mere eller mindre hårdt forstmæssigt drevet.
Også her er der eksempler på uheldige kompromiser, fx i Gribskov. Her
er der indbygget biodiversitetsmæssige hensyn i driften og udmærkede
tiltag er gennemført – men samtidig foregår der en forstlig
udnyttelse, som også fælder de gamle bøge og ege, som har en central
og unik rolle for biodiversitet i skovene.
Der er brug for en skovpolitik, der gentænkes ifølge samme
grundprincip som hovedtanken i Natur- og Landbrugskommissionen: Der
bør være fri adgang til forstmæssig drift i en del af skovene, nænsom
udnyttelse efter holdbare retningslinjer andre steder, og
tilstrækkelig store områder hvor biodiversiteten har førsteprioritet.
Mht biodiversiteten i havet og ferske vande er det ikke forhold som
plads og græsning som på land, der er vigtige. I havet og i søer
gælder det især om at reducere næringstilførslen for at modvirke
algeopblomstring, uklart vand, iltsvind og dermed forsvinden af
vandplanter, bunddyr og fisk. I havet betyder det meget meget intense
trawlfiskeri og muslingeskrabning også en betydelig forarmning. Hertil
kommer at for stor næringstilførsel fra luften og med tilløbsvand til
stadighed forarmer også blomsterlivet på enge, heder, overdrev og i
moser og kær og tilknyttede insekter.
Vedtagelsen af Landbrugspakken i februar 2016 afbrød 30 års indsats
for netop at nedsætte næringstilførslen, en indsats der havde
forbedret biodiversiteten og vandkvaliteten ganske betydeligt; og i
kystvandene er kvælstoftilførslen også langt over EU- målet. Den
nylige vedtagne støtte til udvidelse af svineproduktionen er i
konflikt med bestræbelserne på både at reducere CO2 udslippet og
forbedre biodiversiteten, og der er derfor ekstra behov for tiltag der
kan modvirke de skadelige effekter af næringstilførslen.
Vandløbenes kvalitet kan derudover især forbedres ved fortsat fysisk
genopretning og reduktion af pesticidpåvirkning i landbrugslandet, som
dels fører til omfattende forarmning af naturen, dels er en trussel
mod grundvandet.
Slutbemærkning
Den nuværende politiske situation giver mulighed for et afgørende
vendepunkt på biodiversitetsområdet. Der er mange eksempler på ting
der er lykkedes på biodiversitetsområdet: Vandplanerne har betydet en
genopretning af mange ferske vande (omend landbrugspakken har skabt et
tilbageskridt!); foruden flueblomsten blev odderen reddet, og vi har
fået store og flotte fuglearter som Stor Hornugle, Rød Glente og
Havørn tilbage – arter som de færreste troede vi kunne få igen. Der er
altså ikke tale om en uafvendelig udvikling, som man bare skal affinde
sig med. Foruden Danmarks Naturfond kan man lade sig inspirere af
private fonde som Aage V. Jensen og Fugleværnsfonden m.fl.
Når det er nødvendigt, er det fordi der er der nogle generelle
tendenser, som stadig peger i den forkerte retning, dels
internationalt, dels også lokalt i Danmark. Sommerfuglene kan nævnes
som en gruppe der er hårdt ramt.
Den planlagt gradvise udtagning af lavbundsjord betyder en rolig
udvikling frem imod at give naturen bedre plads, og i bedste fald (i
sammenhæng med udlægningen af urørt skov, jf ovenfor) endda skabe
sammenhængende områder af den slags der for alvor betyder noget for en
rig natur (se også indspillet fra Den Grønne Studenterbevægelse om
muligheden for at indføre ’Naturzoner’ i planloven). Hvis
Socialdemokratiet formår at etablere en virkelig holdbar langtidsplan
– både baseret på lokale græsrødder og biologisk ekspertviden – vil
det være en varig bedrift til nationens bedste, og meget svært at
omstøde af skiftende flertal. Hvis man derimod lader sig nøje med
spredte tiltag uden indbygget fremtidssikring, vil det være let at
undergrave igen og derved føje sig til den sørgelige række af dårlige
kompromiser i naturpolitikken. (Faren ved manglende fremtidssikring er
en risiko der også har vist sig på globalt plan, jf Geldmann m.fl).
Litteraturliste:
Geldmann, J. A. Manica, N. D. Burgess, L. Coad & A.Balmford. 2019. A
global-level assessment of the effectiveness of protected areas at
resisting anthropogenic pressures. PNAS November 12, 2019 116 (46).
Hansen, Kjeld.2017. Det store svigt. København: Gad.
Sand-Jensen, K. & Schou, J.C. 2019. Så forandret – Danmarks natur
gennem 200 år. BFN’s Forlag.
Nielsen T F, Sand-Jensen K, Dornelas M & Bruun, H. H. 2019. More is
less: net gain in species richness, but biotic homogenization over 140
years. Ecology Letters 22: 1650-1657.
Petersen, A. H., T. H.Lundhede, H.H Bruun, J. Heilmann-Clausen, B.J.
Thorsen, N. Strange & C. Rahbek. 2016. Bevarelse af biodiversiteten i
de danske skove. En analyse af den nødvendige indsats, og hvad den
betyder for skovens andre samfundsgoder. Center for makroøkologi,
evolution og klima, Københavns Universitet.